|
|
|
|
|
|
|
TV-kendis bruger Ribe Camping som base
|
|
|
|
|
TV-manden og dokumentaristen Ketil Teisen efterlyser unge på knallerter samt børn og unge med gode historier fra Sydvestjylland.
|
|
|
|
Campingland.dk, 08-07-2010
|
|
|
|
TV-manden og dokumentaristen Ketil Teisen efterlyser unge på knallerter samt børn og unge med gode historier fra Sydvestjylland. Disse indslag skal bruges i den Sagnsymfoni, som han og tre kunstnere laver som en del af Vadehavsfestivalen.
Det er lige før, at TV-manden Ketil Teisen kommer på listen over stamgæster på Ribe Camping. Han har flere gange tidligere boet i campingvogn eller hytte, og fra næste uge rykker han ind på pladsen igen og bruger faciliteterne som base for sit arbejde.
Ketil Teisen blev landskendt blandt især de yngste seere, da han sammen med Martin Keller lavede børneprogrammet Martin og Ketil på TV2. Omdrejningspunktet var en rumraket i studiet, men for to år siden drog de i en måneds tid land og rige rundt med bil og campingvogn og landede blandt andet også på campingspladsen klos op af Danmarks ældste by.
Han har desuden også haft hytteovernatning, og er nu tilbage i Ribe med kone og børn. De holder ferie, mens Ketil skal skabe en stribe historier, der passer til Sagnsymfoni, som han skal lave sammen med lydkunstneren Hans Sydow, forfatteren Gerd Laugesen og Anne Eltard. Sagnsymfoni er et stort installationsprojekt med samtidssagn fra Vadehavsregionen foldet ud som lydinstallationer og videofortællinger.
Sagnstymfoni præsenteres den 4. september i Quedens Gaard med direkte transmission i DR P4, men Ketil drager allerede i den kommende uge ud i det sydvestjyske efter gode historier og for at kigge nærmere på de 4 lytteposter, som skal etableres ved Blåvandshuk Fyr, ved Børsen i Sønderho, i Skærbæk og ved Sorgager i Ballum.
- Jeg har nogle ideer. Blandt andet har jeg en forestilling om, at man ude vestpå i højere grad har sig eget transportmiddel, og i den forbindelse er vi på udkig efter unge knallertkørere. Desuden vil jeg også gerne i kontakt med børn og unge, som kan fortælle en god historie med relation til Vadehavet, siger Ketil Teisen.
Han kommer til Ribe efter en hård uge på en anden opgave i Sverige med filmoptagelser fra morgen til aften, så han satser på, at det udover research også bliver tid til timer i selskab med familien.
- Det er derfor ikke tilfældigt, at vi har lejet en hytte på Ribe Camping. Både hytterne og pladsen er rigtig hyggelige, siger han.
Hvis du og kammeraterne er klar til at fortælle om Jer selv og Jeres knallerter eller i øvrigt kan bidrage med et samtidssagn om Vadehavsregionen, kan Ketil Teisen kontaktes pr. email på følgende adresse ketil@teisen.dk.
|
|
|
|
|